80 unge idrætsledere med masser af ideer
Brug os! 80 unge har netop færdiggjort uddannelsen Fremtidens Idrætsleder på fire højskoler rundt i Danmark. Og de unge brænder for at gøre en forskel i foreningslivet og DGI.
De har prøvet kræfter med træner-rollen, stået i spidsen for forskellige idrætsprojekter og fået indblik i, hvordan det danske foreningsliv fungerer.
80 unge afslutter her i december uddannelsen Fremtidens Idrætsleder, der bl.a. har som mål, at de unge får endnu mere lyst til at være aktive i foreninger og DGI.
Nye ideer til foreningen
Anne Kildegaard har spillet og trænet håndbold i Funder GF ved Silkeborg, før hun tog Fremtidens Idrætsleder på Idrætshøjskolen i Sønderborg.
- Med uddannelsen har jeg fået blod på tanden til at gå hjem i min forening og gøre det lidt bedre. Både som træner og med en masse nye ideer til, hvordan foreningen ruster sig til fremtiden, siger Anne Kildegaard.
Hun opfordrer foreninger til at gøre brug af de mange unge, som har Fremtidens Idrætsleder med i bagagen. De unge kan både komme med skøre ideer og udvikle ideerne konstruktivt, og de er klar til at gøre en forskel.
Fremtidens Idrætsleder:
80 unge har i efteråret 2009 taget uddannelsen
Fremtidens Idrætsleder på enten Idrætshøjskolen Sønderborg, Gerlev Idrætshøjskole, Gymnastikhøjskolen i Ollerup eller Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg. Der er også FIL-uddannelser i foråret 2010.
Uddannelsen udbydes i samarbejde med DGI og sætter fokus på idræt, foreningsliv og personlig udvikling.
Tæt samarbejde med landsdelen
I Sønderborg har Idrætshøjskolen gode erfaringer med et tæt samarbejde med sin landsdelsforening, DGI Sønderjylland Bl.a. har FIL-eleverne i samarbejde med DGI Sønderjylland arrangeret et børnefodbold-stævne.
- Eleverne tænder på at komme ud og lave praktiske opgaver og gøre sig nogle erfaringer, siger Louise Buhr, der er underviser på FIL på Idrætshøjskolen i Sønderborg.
Desuden har Karin Thade Petersen, som sidder i DGI Sønderjyllands bestyrelse, været ude på højskolen og fortælle om DGI og de mange projekter i området.
Inspiration og hjælp
DGI Sønderjylland har også meget glæde ud af samarbejdet fortæller foreningskonsulent Janne Bonde.
- Vi har kontaktet eleverne på Fremtidens Idrætsledere, når vi har haft brug for ny inspiration eller flere hjælpere. Og eleverne kommer med en masse ideer og kreativitet, siger Janne Bonde.
Derfor opfordrer hun også landets idrætsforeninger til at hive fat i Fremtidens Idrætsledere.
- Eleverne skal ud i foreningslivet, hvor de kan fungere som trænere og projektmagere og på sigt også som ledere. De har erfaring i at planlægge og gennemføre projekter til forskellige målgrupper, og den viden kan mange foreninger få stor nytte af, siger Janne Bonde.
Åbner døre til DGI
Som led i uddannelsen har alle eleverne været på en fælles studietur til DGI-byen i København, og en evaluering viste efterfølgende, at studieturen har åbnet døre til DGI. De unge har lyst til at involvere sig i foreningen eller DGI, fordi der er puls, aktivitet og nytænkning.
Anne Kildegaard fra IHS Sønderborg slår fast, at uddannelsen har ændret hendes syn på, hvad DGI står for.
- DGI har gang i så mange projekter og fede events og laver idræt, man ellers ikke hører om i sin lokale klub. Det gav mig lyst til at stable noget nyt på benene i mit område, siger Anne Kildegaard.
Klar til de nye tendenser
På Gymnastikhøjskolen i Ollerup har eleverne på Fremtidens Idrætsleder stået for arrangementet ”Ollerup Open,” en anderledes gymnastikevent, der bl.a. havde som formål at nytænke konkurrencegymnastikken.
Underviser på Fremtidens idrætsleder i Ollerup, Theis Bavnhøj Hansen, peger på, at uddannelsen gør de unge klar til at gå ud i foreningerne og DGI og søge indflydelse.
- De unge vil rigtig gerne ud og gøre en forskel og skabe udvikling i forhold til de tendenser, der er i samfundet, f.eks. nye bevægelsesformer og nye måder at dyrke idræt på, siger han.
Opdateret 17. december 2009 Af Majbritt Lykke AndersenEjer: Kommunikationsafdelingen